Fredag den 16. august var den røde løber rullet ud, flagene og ballonerne hejst, imens musikken spillede op til fællessang på Fabriksvej 20. Det var den store dag, da FGU Øresund officielt slog dørene op.

En glad rektor, Lisbeth Harsvik, og en ligeså glad bestyrelsesformand for den nye selvejende institution, Marlene Harpsøe, bød samarbejdspartnere, elever og medarbejdere velkommen.

”Nu står vi her efter en lang rejse og et stærkt samarbejde mellem de tre kommuner Helsingør, Hørsholm og Fredensborg”, sagde Marlene Harpsøe bl.a., hvorefter også Helsingør Kommunes borgmester, Benedikte Kiær, Fredensborg Kommunes Skoleudvalgsformand, Per Frost Henriksen og Hørsholms Kommunes borgmester, Morten Slotved, fik ordet.

Alle takkede de for det stærke samarbejde, som nu har resulteret i et unikt undervisningstilbud, der forener almene fag og praksis. Allerede nu har ca. 250 unge i alderen 15-25 år taget imod det nye uddannelsestilbud.

Efter de mange taler blev den røde snor klippet over. Festen bød også på dejlig country-pop ved Kostas og Ditte og fællessang ved FGU Øresunds musiklærer, Ulrik Schwartz.