FGU Spørgsmål & Svar
Her finder du svar på de mest almindelige spørgsmål om FGU Øresund i Helsingør
Ofte stillede spørgsmål FGU Øresund
Læs om tilmelding, uddannelsesspor, skolegang og muligheder efter FGU
Om FGU generelt
Hvad er FGU?
FGU står for Forberedende Grunduddannelse og er en uddannelse for unge mellem 15-25 år, som ikke er klar til en ungdomsuddannelse endnu. På FGU Øresund i Helsingør tilbyder vi tre uddannelsesspor:
AGU (boglige fag)
PGU (7 værksteder)
EGU (virksomhedspraktik)
Hvad koster det at gå på FGU?
FGU er gratis. Du betaler ikke for undervisning eller materialer, tværtimod! Du får faktisk penge for at gå på FGU. Der er også mulighed for Ungdomskort.
Hvor ligger FGU Øresund?
FGU Øresund ligger på Fabriksvej 18-20 i Helsingør. Vi er nemt at finde med bus og tog – Helsingør Station ligger få minutter i bus fra skolen. FGU Øresund dækker Hørsholm, Fredensborg og Helsingør kommuner.
Kan jeg få SU på FGU?
Du får skoleydelse, når du går på FGU. I 2025 er skoleydelsen følgende:
- 430 kr. om ugen, hvis du er under 18 år
- 744 kr. om ugen, hvis du er over 18 år og hjemmeboende
- 1725 kr. om ugen, hvis du er over 18 år og udeboende
Taksterne opdateres efter vedtagelse af finanslov for 2026.
Hvis du har børn, kan du desuden få et tillæg.
Hvad betyder trivsel på FGU Øresund?
Trivsel er en kernedel af vores pædagogiske grundlag. Vi arbejder med relationer, stærke fællesskaber, KRAMS-modellen, fokus på et inkluderende læringsmiljø og har løbende samtaler om både din faglighed og din trivsel. Vi støtter dig både fagligt og personligt.
Hvem kan gå på FGU?
Du kan gå på FGU, hvis du er mellem 15 og 25 år og har afsluttet 9. eller 10. klasse. Det er ikke et krav, at du har bestået alle fag. Vi tager udgangspunkt i dine styrker.
Hvor lang tid varer FGU?
FGU varer typisk mellem 1 og 2 år, men det er individuelt. Dit forløb bliver skræddersyet til dine behov. Vi laver løbende evalueringer, så du får den tid, du har brug for.
Hvad er forskellen på FGU og 10. klasse?
10. klasse er for elever, der skal forbedre karakterer. FGU er mere fleksibel og retter sig mod dig, som har brug for at afklare din fremtid eller udvikle kompetencer. På FGU er der større fokus på praktisk læring, vejledning og at finde ud af, hvad du brænder for.
Er FGU det samme som produktionsskole?
Nej, men FGU inkluderer produktionsskole-elementet i PGU-sporet. Produktionsskolen Sundet blev en del af FGU Øresund i 2019. FGU tilbyder også AGU (boglige fag) og EGU (virksomhedspraktik), så du har flere valgmuligheder.
Kan jeg tage FGU, hvis jeg har angst eller andre udfordringer?
Ja, FGU er for alle unge, også hvis du har angst, ADHD eller autisme. Vi tilpasser undervisningen efter dine behov, og du får en fast kontaktperson. Vores lærere er uddannet til at støtte elever med særlige behov.
Valg af uddannelsesspor
Hvad er forskellen på AGU, PGU og EGU?
AGU har primært fokus på boglige fag.
PGU har fokus på værkstedsbaseret læring blandet med boglige fag.
EGU er virksomhedspraktik blandet med boglige fag.
Alle tre spor gør dig klar til ungdomsuddannelse eller job.
Hvilket spor passer til mig?
Det kommer an på, hvordan du lærer bedst.
- AGU passer, hvis du kan lide teori.
- PGU passer, hvis du lærer med hænderne.
- EGU passer, hvis du vil lære i praksis.
Vi hjælper dig med at finde det rigtige spor gennem en indledende samtale. Se sammenligning mellem AGU, PGU og EGU.
Kan jeg skifte spor undervejs?
Ja, du kan skifte mellem AGU, PGU og EGU. Vi laver løbende evalueringer, og hvis et andet spor passer bedre, hjælper vi dig med at skifte.
Kan jeg kombinere flere spor?
Ja, på en måde kan du faktisk kombinere elementer fra forskellige spor.
For eksempel, går du på PGU kan du tilvælge valgfri fag for at få mere boglig undervisning.
Du kan også forlænge den årlige 2 ugers virksomheds praktik for at opleve noget der minder lidt mere om EGU.
Vi laver en individuel plan, der passer dig.
Hvad er AGU?
Den almene grunduddannelse (agu) er for dig, der gerne vil have adgang til en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse, eksempelvis den 2-årige HF.
Agu består af praksisrettet undervisning i fag som dansk, matematik, engelsk og naturfag. Undervisningen er tæt koblet til praksis. Det vil sige, at I arbejder med, hvordan man kan bruge den teoretiske viden til at løse konkrete problemstillinger ude i virkeligheden. Derudover arbejder I med forskellige projekter og temaer på holdet.
Hvad er PGU?
Produktionsgrunduddannelsen (pgu) er for dig, der godt kan lide praktisk arbejde, men også gerne vil forbedre dig i fx dansk eller matematik. Undervisningen foregår på et af skolens værksteder, hvor du fx kan arbejde med at lave mad i et køkken, bygge ting på et træværksted eller producere videoer på et medieværksted.
Pgu er bygget op omkring et fagligt tema med værkstedsundervisning, hvor formålet er at forberede dig til en erhvervsuddannelse eller til ufaglært beskæftigelse. De faglige temaer er særligt udviklet til FGU og består bl.a. af værkstederne ’Byg, bolig og anlæg’, ’Industri’, ’Mad og ernæring’ og en række andre værksteder.
Undervisningen på pgu består af 2/3 produktion og 1/3 teori. Det betyder, at du – udover at vælge et fagligt tema – også skal deltage i undervisning i fx dansk, matematik og PASE (privatøkonomi, arbejdspladslære, samarbejdslære, erhvervslære).
Hvad er EGU?
Erhvervsgrunduddannelsen (egu) er for dig, der gerne vil i virksomhedspraktik og få konkrete erfaringer og kompetencer, der forbereder dig til en erhvervsuddannelse eller beskæftigelse.
På erhvervsgrunduddannelse (egu) er du i praktik i en virksomhed det meste af tiden og lærer at indgå i dagligdagen på en almindelig arbejdsplads. Du kan fx komme i praktik som mekaniker, maler eller serviceassistent. Det er den kommunale ungeindsats, der aftaler praktikforløbet med dig og en virksomhed.
Ved siden af praktikforløbet deltager du i et skoleforløb med undervisning i et fagligt tema og i fag, der er relevante for praktikken. Forløbet på egu er fordelt med 2/3 praktik og 1/3 teori.
Hvad hvis jeg ikke ved, hvad jeg vil?
Det er helt normalt. På FGU får du tid og vejledning til at afklare, hvad du vil. Du kan prøve forskellige fag eller værksteder, og vi taler løbende med dig om dine interesser.
Hvad er det fedeste ved PGU?
Det fedeste ved PGU er, at du lærer ved at lave rigtige produkter i professionelle værksteder. Du laver mad, bygger møbler, designer grafik eller producerer musik. Du kan se resultatet af dit arbejde.
Hvor mange værksteder er der på PGU?
Vi har 7 værksteder på FGU Øresund:
- Auto & Smede
- Mad & Ernæring
- Bolig & Byg
- Beauty & Business
- Grafisk
- Musik
- Omsorg & Pleje
Du vælger normalt ét hovedværksted.
Kan jeg prøve flere værksteder, før jeg vælger?
Ja, i starten af dit PGU-forløb kan du prøve forskellige værksteder for at finde ud af, hvad der passer dig bedst. Derefter vælger du ét eller to værksteder, som du går i dybden med.
Skal jeg have praktikplads selv på EGU?
Nej, vi hjælper dig med at finde en praktikplads. Vi har kontakt til mange virksomheder i Helsingør og omegn. Du er velkommen til at komme med forslag, hvis du kender en virksomhed. Vi laver praktikaftalen.
Kan jeg vælge AGU, hvis jeg ikke er god til dansk og matematik?
Ja, AGU er også for dig, der ikke er god til dansk og matematik endnu. Vi starter der, hvor du er, og arbejder i dit tempo. Målet er, at du udvikler dig.
Er der forskel på AGU og gymnasiet?
Ja, AGU er mere fleksibel og individuelt tilrettelagt. Du bestemmer sammen med din vejleder, hvilke fag du skal have. Der er færre elever i klasserne, mere vejledning, og du kan gå i dit eget tempo. AGU er en bro til gymnasiet.
Kan jeg læse op til gymnasiet på AGU?
Ja, på AGU kan du forbedre dine faglige kompetencer, så du kan komme ind på gymnasiet (STX, HHX, HTX eller HF). Vi hjælper dig med at nå adgangskravene.
Tilmelding og optagelse
Hvordan tilmelder jeg mig FGU Øresund?
For at starte på FGU Øresund skal du først kontakte KUI (Den Kommunale Ungeindsats) i din kommune. KUI inviterer dig til en samtale, hvor de vurderer om du skal starte på FGU, derefter laver de en plan for dit forløb. Du er også altid velkommen til at besøge os på Fabriksvej 18-20 i Helsingør. Se vores KUI guide her Tilmeld dig FGU Øresund.
Hvad skal jeg bruge for at tilmelde mig?
Det er op til KUI (Den Kommunale Ungeindsats) om hvad du skal have klar til en tilmelding. Derfor anbefaler vi at du kontakter din kommunes KUI direkte eller se vores KUI guide her Tilmeld dig FGU Øresund.
Hvornår kan jeg starte på FGU?
Vi har rullende optagelse, så du kan starte næsten når som helst. Hovedoptag er i august og januar, men du kan også starte andre tidspunkter. Kontakt os for at høre, hvornår det næste hold starter.
Er der optagelsesprøve?
Nej, der er ingen optagelsesprøve. Vi tager alle unge mellem 15 og 25 år, som har afsluttet 9. eller 10. klasse. Vi holder en indledende samtale med dig for at finde ud af, hvilket spor der passer dig bedst.
Kan jeg blive afvist?
FGU er for alle unge, der har afsluttet grundskolen. Vi afviser meget sjældent nogen. Hvis du har brug for andre tilbud end FGU, vejleder vi dig om dine muligheder. Vi arbejder altid på at finde løsninger.
Hvornår starter næste hold?
Vores hovedoptag er i august og januar. Men fordi vi har rullende optagelse, kan du også starte andre tidspunkter. Kontakt os på 49 25 51 50 eller post@fguoresund.dk for at høre mere.
Kan jeg besøge skolen, før jeg tilmelder mig?
Ja, du er velkommen til at booke et besøg. Du kan se skolen, møde lærerne og få en rundvisning. Vi holder også åbent hus nogle gange om året. Ring eller skriv for at aftale et tidspunkt.
Hvad sker der efter tilmeldingen?
Vi inviterer dig til en samtale med en vejleder. Sammen finder I ud af, hvilket spor og hvilke fag der passer dig bedst. Derefter laver vi en individuel plan, og du får besked om, hvornår du starter.
Kan mine forældre være med til samtalen?
Ja, hvis du er under 18 år, opfordrer vi til det. Er du over 18, er du velkommen til at have dine forældre eller en anden med. Læs vores guide til forældre.
Skal jeg have gode karakterer for at komme ind?
Nej, du behøver ikke gode karakterer. FGU er netop for unge, der har brug for at styrke deres faglige niveau. Vi tager udgangspunkt i dit niveau. Det vigtigste er, at du er motiveret.
Skolegang og fag
Hvordan ser en skoledag ud på FGU?
Hvornår starter og slutter skoledagen?
Skoledagen starter typisk kl. 08:00 og slutter mellem 14:00 og 15:00.
På EGU følger du virksomhedens arbejdstider. Vi laver et skema, der passer til dig.
Hvilke fag har jeg på AGU?
På AGU kan du have dansk, matematik, engelsk, samfundsfag, naturfag, historie og idræt.
Hvilke fag du får, afhænger af dine mål. Du bestemmer sammen med din vejleder.
Kan jeg få hjælp, hvis jeg har svært ved fagene?
Ja, du får masser af hjælp. Vi har små hold, så lærerne har tid til individuel støtte. Vi tilbyder lektiehjælp og tilpasser undervisningen, så du kan følge med.
Er der lektier for?
I perioder kan du få lektier for eller en hjemmeopgave der skal løses og afleveres. Ellers mister du skoleydelse.
Hvor mange er der i en klasse?
Vi har små hold – typisk mellem 8 og 15 elever. Det betyder, at lærerne har tid til at kende dig og give individuel vejledning. Mange trives bedre i mindre grupper.
Er der ferier på FGU?
Ja, du har fri i sommerferien, juleferien, vinterferien og påskeferien. På EGU følger du virksomhedens feriekalender.
Hvad hvis jeg bliver syg?
Er du syg skal du ringe til din kontaktlærer mellem kl. 8.00 og 8.30 hver dag. Det er ikke nok at sende en sms eller give besked gennem en anden elev.
Udebliver du fra undervisningen uden at ringe til din kontaktlærer, betragtes dette som ulovligt fravær, og du kan trækkes i skoleydelse for den tid du ikke deltager i undervisningen.
Vi følger op på fravær, men vi forstår, at man kan blive syg.
Må jeg være på mobilen i timetiden?
Generelt skal mobilen være væk i timerne, medmindre læreren siger, at du må bruge den til opgaver. I pauserne må du bruge mobilen, som du vil. Vi taler om reglerne i starten af dit forløb.
Er der eksamen på FGU?
Ja alle skal til prøve i dansk og matematik samt mindst 1 valgfag.
I løbet af din tid på FGU Øresund producerer du forskellige portfolio opgaver som er dem du skal til prøve i. Det er altså ikke sådan at du skal op i et kæmpe pensum i de forskellige fag. Du ved på forhånd hvad du skal op i.
Ofte stillede spørgsmål om FGU i Helsingør
Efter FGU
Hvad sker der når du er færdig med FGU? Efter FGU står der mange døre åbne. Vi prøver så vidt muligt at hjælpe dig med at navigere i det, her. Mangler du stadig svar er du velkommen til at kontakte os.
Hvad kan jeg efter FGU?
Efter FGU kan du starte på en ungdomsuddannelse (STX, HHX, HTX, HF, EUD eller SOSU) eller søge job. Mange fortsætter på erhvervsuddannelser som tømrer, mekaniker eller kok. Vi hjælper dig videre.
Kan jeg komme ind på gymnasiet efter FGU?
Ja, hvis du har været på AGU-sporet og har fået de faglige kompetencer, der kræves. Vi hjælper dig med at styrke de fag, du skal bruge. Mange AGU-elever fortsætter på gymnasiet eller HF.
Kan jeg få job direkte efter FGU?
Ja, især hvis du har været på PGU eller EGU. Vi hjælper dig med ansøgninger. Men mange vælger en erhvervsuddannelse efter FGU for at blive faglært.
Hjælper I med at søge ind på ungdomsuddannelse?
Ja, det gør vi. Vi hjælper dig med at finde ud af, hvilken uddannelse der passer til dig. Vi støtter dig med ansøgninger og forberedelse til optagelsessamtaler.
Får jeg et eksamensbevis?
Du får et FGU-bevis, som dokumenterer dine fag og kompetencer. Hvis du har taget prøver, står karaktererne på beviset. FGU-beviset er anerkendt af ungdomsuddannelserne og arbejdsgivere.
Brug for mere hjælp?
Fandt du ikke svar? Kontakt os
Har du spørgsmål? Send en email, så vender vi straks tilbage
Få svar med det samme – vores chatbot står klar til at hjælpe dig med det hele
Har du brug for svar med det samme? Kontakt vores administration
Aktuelt Fra Skolen
Se hvad der sker på FGU Øresund i Helsingør
Klar til at starte din rejse?
FGU Øresund er mere end en skole - vi er et fællesskab, der støtter dig på din vej til uddannelse og job. Uanset om du vælger AGU, PGU eller EGU, får du en tryg base, faglig udvikling og personlig vejledning. Vores dør står åben for dig.