Ja overskriften lyder ret vild. Er det virkelig muligt?
FGU Øresund er i konsortium med 4 andre FGU-institutioner. Vi samarbejder om at finde partnere forskellige steder i EU, som er nødvendige for at skabe kontakt til lokale praktiksteder i de forskellige lande. Erasmus+ er et program i EU, som har forskellige tiltag under deres paraply for at EU-lande kan lære at hinanden, og åbne døre til fælles indsatser f.eks. for praktik og studiebesøg for elever og lærere på FGU.
Der ligger en del arbejde inden praktikopholdet er realiseret. Først skal vi naturligvis finde ud af hvilke elever der gerne vil afsted. Ud fra det skal vi kontakte vores partner og melde hvilke brancher vi har brug for at benytte til praktik. Der er forbesøg hvor vi skal godkende praktiksteder og overnatning. EU har klare regler for det meste, herunder godkendelse af praktiksteder – det er FGU Øresunds ledelse eller lærere der godkender. EU er jo et meget tungt system og det bærer praktikbesøg også præg af. Der er en del dokumenter der skal udfyldes og underskrives.

Men det er det hele værd. Langt de flere elever vokser af et ophold som det i Bukarest. Indbygget i sådan en tur er der meget mere en ”kun” praktik. Det er naturligvis det centralt element, og turen var ikke realiserbar uden praktik – men for nogle er det første gang i udlandet; indtryk, ny kultur, en anden natur og så i samspil med både egne kammerater fra holdet og elever fra andre hold. Nye eller andre voksne. Relationerne bliver meget tætte. Både eleverne imellem; også på tværs af hold, og lærere og elevers relation. Det har stor værdi; også efter vi kommer hjem. Det sociale liv, spise ude på restaurant, bevæge sig rundt i en storby på dag 3 – uden lokale partner eller medarbejder – de klare selv turen gennem byen til og fra praktik. De taler mere engelsk end på et helt skoleår (gældende for nogle elever). Ny arbejdskultur, forholde sig til nye ”kollegaer” på praktikstederne, socialiserer – og igen; det er på engelsk.

Det har været en fantastisk tur og praktik for vores elever – det er set fra min stol. Vi skal evaluere – også med eleverne, og der vil helt sikkert være ting vi kan forbedre til næste gang. Der er allerede kontakt til både Irland og Berlin. Så det er ikke sidste gang.





